Til minde om Nestor.....

 

Min dejlige Nestor er ikke mere.

 

 

 

Hans alt for korte liv sluttede hos dyrlægen den 18 juni 2010 .

 Han blev kun tre år.

 

Igennem sit liv har Nestor (DK Meldgaards Nestor) givet mig så mange dejlige oplevelser, hjemme sammen med de andre katte og mig, på rejser og ikke mindst på udstillinger, hvor han nød at blive feteret, bare han lige kunne slippe for det der ind og ud af bur. Han har været på rigtig mange udstillinger, og nåede at blive GIC og derefter også GIP, manglede bare et par certificater i at blive Supreme Premier. I november opnåede han at blive BIS, som den første sibirer herhjemme.

Nestor havde skrantet lidt et stykke tid og tabte sig, og jeg var overbevist om, at han af en eller anden grund ikke længere trivedes i flokken og af den grund var deprimeret. Jeg havde talt med dyrlægen om hans manglende trivsel, og tanken, om at finde et nyt hjem til ham, hvor han kunne være ene-kat, lå  latent. Og så strålede han, når der var udstilling. Så sent som på Dyrskuet i Roskilde 5.-6. juni  var det sådan. Søndagen efter fik han en blødning i det højre øje, og vi var ved vagtdyrlæge. Dagen efter var han hos vores egen dyrlæge, hvor der blev taget blodprøver og konstateret væske i bughulen. Onsdag fik vi diagnosen: FIP...

Fra søndag til onsdag var han blevet betydeligt dårligere og var nærmest holdt op med at spise. Jeg er sikker på, at han også havde ondt. Fredag var han så dårlig, at det ikke ville være i orden at trække hans liv længere ud, og vi måtte den forfærdelige sidste tur til dyrlægen.

Nu ligger han under træerne i haven – men jeg er sikker på, at han alligevel jager på de evige musse-marker.......

 

Nestor, du er i mine tanker og vil altid være savnet.

 

Hvis du vil se flere billeder af Nestor